Homogengruppen er en forening for bøsser, der ønsker at være med til sociale arrangementer sammen med ligesindede. Gruppen holder til i Københavnsområdet. Gruppen blev dannet i 1993 og har derfor eksisteret i mere end 30 år.
Foreningen arrangerer mange forskellige ting, hvor alle kan byde ind med aktiviteter, som man gerne vil dele med andre.
Det kan være f.eks. museumsbesøg, vandreture, cykelture, teateroplevelser, koncerter, fællesferier i både indland som udland, restaurationsbesøg, private middage og frokoster, litteraturgruppe, brætspil, kortspil. Kun din fantasi sætter grænser.
Foreningen har en bestyrelse på 5 medlemmer, der holder 4 årlige bestyrelses- og planlægningsmøder. I denne forbindelse laves der efterfølgende et nyhedsbrev med det kommende kvartals planlagte aktiviteter. Nyhedsbrevet udsendes elektronisk til medlemmernes mailadresse.
Foreningen har et festudvalg, der arrangerer 3 årlige fester, en forårsfest, en sommerfest og en julefest.
Desuden er der en biografgruppe, der arrangerer 1 månedlig biograftur med spisning inden forestillingen.
Jo mere du kommer til gruppens arrangementer, jo større chancer er der for at udvikle tætte venskaber og måske finde en kæreste. Det er sket for flere af os.
Foreningen har et årligt kontingent på 400 kr. Dette går til administration og tilskud til de årlige fester. Foreningen afholder årligt generalforsamling i april måned.
Her på hjemmesiden kan du læse foreningens vedtægter. Desuden kan du også se, hvilke arrangementer foreningen har haft gennem de seneste år.
Foreningen har omkring 70 medlemmer.
Hvis du vil vide mere, så kan du sende en mail til info@homogengruppen.dk.
===================================================
Biograftur fredag 14. marts 2025
Svend og Bent inviterer dig med ind i biografen fredag 14-03-2025.
Vi finder en aktuel film. Du er velkommen til selv at sende forslag til film og biograf.
Herefter sendes mail til medlemmerne om, hvilken film vi skal ind at se. Så sørger de for køb af billetter.
Afhængig af tidspunktet mødes vi til en drink/spisning før eller efter filmen.
Københavns Museum onsdag 19. marts 2025
Hans Christian inviterer dig med ind på Københavns Museum, Stormgade 18, 1555 København V onsdag 19-03-2025 kl. 15:00.
Museet lukker kl. 17:00. Så vi har 2 timer til at gå rundt på museet.
Efter museumsbesøget bliver der reserveret bord på restaurant 1733, Nybrogade 14, 1203 København K. kl. 17:30.
Københavns Museums faste udstilling dækker perioden fra for14.000 år siden til i dag med over 400 genstande. Hvorfor har byen så få huse fra middelalderen? Hedder det Stormgade på grund af blæsten?
Hvis Absalon ikke grundlagde byen, hvornår opstod den så?
Få svar på dette og bliv klogere på hovedstadens historie: Fra de første spor af byen i sen vikingetid over byggeboom, pest og brande til den moderne by efter voldenes fald og nutidens Christiania og nye boformer.
Et besøg på Københavns Museum er som en vandring gennem byen og historien fra de første spor af mennesker frem til i dag. Udstillingen er bygget op over 14 nedslag i byen; kendte pladser og markante bygninger med betydning for byens historie. Hør bl.a. om det tidligste København tilbage i vikingetiden, Christian 4.s kendte bygninger som Børsen og mere ukendte byggerier og Rådhuspladsen som hjertet af metropolen omkring år 1900.
Ud over den faste udstilling er der særudstillinger. På nuværende tidspunkt er der ingen information om udstillingen i marts måned.
Om onsdagen er der gratis entré til museet.
Forårsfest og generalforsamling lørdag 5. april 2025
Årets forårsfest og generalforsamling kommer til at foregå lørdag 5. april 2025 i Konventhuset, Domkirkestræde 10, 4000 Roskilde. Vi har fået lov til at leje dette dejlige lokale, som ligger tæt på Roskilde Station lige ved siden af Domkirken.
I lighed med sidste år, så vil arrangementet starte med den årlige generalforsamling. Den formelle indkaldelse vil blive mailet til medlemmerne i god tid inden.
Har du forslag til generalforsamlingen, så skal de ifølge vores vedtægter sendes til bestyrelsen senest 14 dage før, det vil sige senest lørdag 22-03-2025.
Da vores festudvalg først senere planlægger de nærmere detaljer, kan der på nuværende tidspunkt ikke oplyses mere end dato og sted. De nærmere detaljer vil bestyrelsen maile til medlemmerne, når de er på plads.
Reserver allerede nu dagen.
============================================
Nyhedsbrev for 1. kvartal 2025 er sendt til medlemmerne 20. december 2024. Har du ikke modtaget det, så send en mail til bestyrelsen.